was successfully added to your cart.

Hvilke etiketter har du fået sat på dig gennem tiden?

By 20/06/2017 Ikke kategoriseret

Jeg har to børn. To børn af forskelligt fysisk køn, og meget forskellige personligheder.

Min søn er en følsom og forsigtig lille sjæl. Han skal ikke alene se tingene an, han skal også tage tilløb. Ofte mange gange. Han iagttager. Observerer. Og deltager når han føler sig klar.

Når han møder mennesker, er han tilbageholdende. Han inviterer dem sjældent tættere på, men forholder sig afventende i periferien. Ikke at han ikke gerne VIL dem, men hans forsigtige lille sjæl, er bange for at blive afvist. Han rækker en ganske lille bid af sit hjerte en lillesmule frem, så lidt, at man skal se godt efter for at opdage det. Mennesker som forstår at opdage og værdsætte det, rækker han lidt mere af sit hjerte frem imod. Nogen ender faktisk med at få hele hjertet, og opdage hvilken utroligt kærlig, eftertænksom og sjov lille personlighed der gemmer sig i ham. Bliver han afvist, så husker han det, og nærmer sig ikke igen. Han afviser dog sjældent oprigtige tilnærmelser, medmindre de er for grænseoverskridende.

Min datter er en lille naturkraft. Altid i bevægelse, med et drive der kan gøre enhver forpustet. Hun er intensiv i alt hvad hun gør – jeg er aldrig blevet råbt så meget af i mit liv, som efter jeg fik hende! Hun bliver RASENDE. Hun griner så hun er ved at revne. Hun bliver ULYKKELIG. Hun er nysgerrig og udforskende og har meget lidt tålmodighed med ting der ikke interesserer hende. Hun kan vist ikke overstimuleres.

Når hun møder andre, sker der to ting. Først ser hun dem an. Nogen i længere tid end andre, og hun taler ikke med folk før hun har set dem an. Derefter beslutter hun, om de hører til indercirklen af heldige mennesker der skal modtage hendes gunst (kategori 1), om de skal accepteres (kategori 2) eller om de skal ignoreres (kategori 3)

Hvis hun beslutter det, så er det hendes afgørelse, og folk får ikke noget valg. Hun KASTER sit hjerte (og sin krop) i armene på dem, i fuld og sikker forvisning om, at hun vil blive grebet. Og de ganske få gange hun ikke bliver, ja der kommer folk så i kategori 2 omgående, hvor man accepteres og tales med om nødvendigt, men skal gøre en ret stor indsats for at komme tilbage i kategori 1. Hvis de heller ikke forstår privilegiet i at være i kategori 2, så ryger de i kategori 3 (og jeg ved ikke om det er muligt at komme op fra DET afgrundsdybe hul af ligegyldighed).

Og hvorfor skriver jeg så det?

Fordi jer der læser det her, har været børn engang. Børn med forskellige personligheder. Jeg har mødt ret mange efterhånden, der ikke har oplevet hensyn til hverken deres præferencer, personlighed eller behov. Som har lært at være på en bestemt måde, for at være ”rigtig”. I har fået sat ord på jeres oplevelse af jer selv, taget dem med jer, og gjort dem til jeres sandhed om hvem i er. Vi danner vores selvbillede, med den historie vi fortæller om os selv. Hvad vi kan og ikke kan. Hvad der er rigtigt og forkert. Og ret store dele af den historie, er baseret på rigtigt gamle fortællinger – så gamle at vi for længst har glemt, at vi engang ikke havde ord til at beskrive os selv, men fik dem af vores omgivelser.

Det ville være så nemt, at kalde min datter for ”en rigtig drengepige”. Og at kalde min søn for ”en tøsedreng”. Og dermed give dem begge et forkert billede af både sig selv, deres køn (– og det modsatte køn!). Det ligger også svimlende nær, at fremhæve hendes mod, og negligere hans behov for at mærke efter (ej kom nu, se – din lillesøster tør, så kan du da også..). Velmenende mennesker har fortalt ham at han er genert. ”jeg er jo genert mor” kom han hjem og fortalte mig. Det tog lidt tid at aflære det, og lære ham, at han kan alt – nogen ting skal han bare bruge lidt tid på. ”Du skal da ikke være bange for at tale med mig”, siger mennesker i kategori 2 som ikke har forstået, at det ikke handler om at være bange for DEM, men et stærkt behov for at have kontrol over tingene. Så krøller hun. For så er hun pludseligt forkert, hendes behov for sikkerhed underkendes og gøres til et spørgsmål om ”at være bange” – og det er man da ikke når man er stærk og modig vel?

Det er så NEMT at fortælle børn hvordan de er. ”Du er genert” ”du er modig” ”du er smuk” ”du er en skabekrukke” ”du er god til det her” ”du er ikke god til det her”, “du er simpelthen så besværlig!”,”du er sådan en sød pige” osv. osv.

Men jeg gør det ikke, for jeg ved hvordan det føles, at vokse op med ”etiketter” på sig. Om at være svag og genert og miste troen på at man KAN. Man er jo sådan en usikker en, ikke? Så har man da svært ved at gøre nye ting. Eller om at være stærk og hård, og dermed ikke have lov til at vise sårbarhed. Man er jo modig ikke? Så er der ikke samme rum til at være bange. Så snart vi fortæller nogen hvordan de ER, så fratager vi dem muligheden for at finde ud af hvordan de gerne VIL være. Når vi tager vores historie om os selv for givet, så formindsker vi rummet for udvikling.

Har du overvejet, hvorfor du opfatter dig selv som du gør?

Kan du lide de ord du bruger til at beskrive dig selv?

Er de stærke og positive?

Eller har du glemt regel nummer 1: tal pænt til dig selv?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tilmeld dig og få en gratis gave!

Tilmeld dig og få en gratis gave!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste opdateringer. Du får også en gratis gave!

Klik HER for at download uden tilmelding.

Samtykke

Tak! Du vil få en e-mail snarest med et link til din gratis gave.