Det begyndte med en længsel

By 15/11/2016 Ikke kategoriseret

En længsel efter at føle mig elsket. Forstå mig ret; jeg er slet ikke i tvivl om at mine voksne elskede mig. Men et kollektiv i midt 70’erne var i høj grad et socialt eksperiment, og en lille sårbar pige forsvandt alt for nemt i de voksnes egoistiske behov for at få deres valg til at give mening.

Derfor; længslen. At sige ensomhed er den mest betegnende følelse for min barndom, er jo paradoksalt når man vokser op i et kollektiv omgivet af mennesker. Men når man er alles barn, ligger risikoen for at være ingens barn snublende nær. Og jeg samarbejde så fint om det, jeg græd i ensomhed og fortalte ingen om min længsel.

Længslen blev til fortvivlelse da jeg blev ældre. Desperation førte til desperate handlinger og desperate valg. Angsten satte sig fast, angsten for at fejle og blive dømt ude, handlingslammede mig. Når jeg handlede, var det med den fortvivlende viden i baghovedet, at jeg måtte have gjort noget forkert, siden der altid var så store betingelser for den kærlighed jeg opsøgte i min desperation, at den ikke rigtigt føltes som kærlighed. Afgrundsdyb fortvivlelse over ikke at føle mig elsket, over ikke at føle jeg kunne gøre det helt rigtige, så jeg bare blev elsket for den jeg var.

Fortvivlelsen blev en overbevisning. En sikker forvisning om at være uelskelig. Fejlbehæftet. Jeg traf endnu mere fortvivlede valg, i min overbevisning om ikke at have fortjent at være elsket. Ikke at have lov til at glædes. Det skete at tanken strejfede mig, at måske havde den følelse ikke ret. Men angsten havde sit faste greb om mig, og jeg afviste hurtigt den flygtige tanke.

Den gav ikke op. Tanken. Den kom snigende tilbage og hviskede ”der må være en anden måde end det her”. Den insisterede blidt og lod sig ikke afvise. Langsomt begyndte jeg at lytte til den. Jeg traf bedre valg. Mindre desperate. Stærkere valg. Men angsten lurede stadig, og selvom jeg lyttede mere til tanken, så var jeg ikke overbevist. Ikke rigtigt. Fortvivlelsen var erstattet af håb, men endnu var håbet sårbart.

Der gik mange år, før jeg indså hvad jeg havde lært som barn. At mine følelser ikke var vigtige. At mine behov ikke betød noget. Efter mange års møjsommelig rejse op, skulle der et fald så dybt at det skræmte mig fra vid og sans til, før jeg indså at jeg havde lært at behandle mig selv dårligt. Og at mine valg de første mange år af mit liv, havde været valg der bestyrkede min overbevisning om at være uelskelig.

Følelsen af at være uelsket og de tanker der passede til den følelse, var gentaget så mange gange, at de var blevet integrerede i hinanden. Jeg adskilte ikke følelsen af uelskethed med de tanker der hang sammen med den. Det føltes som sandt. Det lød sandt fordi det føltes sandt. Det blev en overbevisning.

Det blev grundlaget for mit liv. At være uelskelig.

At indse at det ikke var sandheden, men noget jeg havde lært som barn, var et af de stærkeste øjeblikke i mit liv. Rejsen frem til at VIDE og FØLE at det ikke var sandheden, var langt hurtigere end at lære at tro det var sandt.

I dag er håbet afløst af vished om grundværdi. En vished der kommer indefra, og ikke er afhængig af om andre beviser den for mig. Der er ingen fortrydelser. Intet nag mod mennesker der selv traf fortvivlede valg, fordi kærligheden føltes som om den var uden for rækkevidde. Jeg kan godt huske følelsen fortvivlelse. Som en drøm, man ikke helt kan huske bagefter. Eller en gammel bekendt, der i dag er et udvisket minde uden fast form.

En overbevisning, er bare en tanke man har tænkt så mange gange, at man har glemt at den engang var et valg.

Join the discussion 2 Comments

  • Freya Troldravn siger:

    Det jeg lærte som barn var at jeg ikke skulle stole på nogen……..jeg har faktisk prøvet her i voksenlivet, at gøre det modsatte af hvad min barndom lærte mig, kun igen for at lære at mennesker ikke er til at stole på. Jeg har det nu sådan at jeg ikke stoler på selv de simpleste ting som folk siger til mig. Hvordan bliver man lige den kvit?

    • MetteS siger:

      Jeg prøvede også at føle mig elsket. Men problemet er, at når man har lært ikke at have tillid, så kan ingen udefra få en til at have det. De valg jeg traf, var baseret på at jeg ikke havde tillid til at have fortjent at være elsket. Måske er din tillid, baseret på at du ikke stoler på den. En sårbar, trodsig og skrøbelig tillid. Som er nem at bryde, fordi den er skrøbelig. Fordi selvom din voksne hjerne har besluttet at ville have tillid, så er din underbevidsthed stadig programmeret til at have mistillid. Ikke at stole på. For når man stoler på – så bliver man såret.
      Andre mennesker kan ikke give dig tillid. Det er en proces du skal igennem, at finde ned på bunden af din frygt for at blive såret eller gjort fortræd, og give slip på den.
      Det kræver at man er ærlig overfor sig selv. Hudløst ærlig. At man tør se på de situationer hvor man følte sig svigtet, og gentænke dem. Hvad skete der helt præcist? Hvad gjorde, at man valgte de reaktioner man valgte? Hvilke overbevisninger kom i spil? Hvilke knapper blev der trykket på? Men ikke ud fra et sted hvor man giver modparten ansvaret – fra et sted hvor man ser på sit eget ansvar. Sine egne følelser, tanker og reaktioner.
      Misforstå mig ikke – jeg taler IKKE om tilgivelse! Jeg taler om læring. At lære at forstå hvad der sker, når man mister tilliden. Hvad det er for valg man træffer, hvilket følelsesregister man trækker på. Det er ikke særligt komfortabelt, at skulle se så omvendt på en situation. Men hvis man gerne vil ændre noget, bliver man nødt til at forstå hvorfor man handler som man gør. Ellers kører man videre på automatpiloten og flyver lige derhen hvor man ikke ønsker at komme.
      Gav det mening?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tilmeld dig og få en gratis gave!

Tilmeld dig og få en gratis gave!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste opdateringer. Du får også en gratis gave!

Klik HER for at download uden tilmelding.

Samtykke

Tak! Du vil få en e-mail snarest med et link til din gratis gave.