0

Noget om huller

By 16/04/2016 Ikke kategoriseret

De fleste mennesker har oplevet at falde i et hul. Nogen huller er overfladiske, man snubler måske lige men genvinder hurtigt fodfæstet. Andre er dybe. Nogen så dybe at man knap kan skimte dagslyset, når man kigger i den retning man synes det burde være.

Huller er mørke af natur. De færreste huller har indbyggede lys, og det kan være både skræmmende og desorienterende at befinde sig på bunden af et hul.

Hvordan vi reagerer på at falde i et hul, kommer helt an på hvem vi er. De færreste synes det er fedt at falde i et hul, og jeg tror at alle bliver forskrækkede når de lander dernede.

Nogen bliver vrede. De raser rundt i hullet og forbander alle dem som har ansvaret for at de er havnet dernede. Sparker til siderne og brøler af hullet når de får jordklumper i hovedet…

Andre bliver fortvivlede. Græder og sætter sig i en krog af hullet, og bliver opslugt af håbløshed og selvbebrejdelser. Hvor skide svært kan det være at undgå et hul?! Det er jo ikke fordi det er første gang vel!

Nogen bliver bange. Mørket og ensomheden i hullet skræmmer dem fra vid og sans, og frygten holder dem i et jerngreb. Ikke fordi de ikke gerne ville op af hullet, men når nu tanken er så inderligt skræmmende, så kunne man måske også bare finde fred med at være her i mørket og ensomheden…

Men der er den lille ting med huller…at de altid har en stige et sted. Uanset hvor dybe og mørke de er.

Hvis man er rasende og giver alle andre skylden for at man er havnet dernede, kan man måske sparke til stigen og nægte at bruge den, for ”så kan de lære det!! Så kan jeg bare blive hernede hvis det er det de vil!!”…

Hvis man er ulykkelig og modløs, kan bare tanken om at gå op af stigen virke uoverskuelig…

Hvis angsten har taget magten fra en, kan man være så handlingslammet at man slet ikke kan rumme tanken om at gå op af en stige.

Det er her ens netværk kommer ind. For hvordan vores venner og familie møder en på bunden af et hul, kan gøre en kæmpe forskel.

Nogen kravler ned i hullet, sætter sig dernede og giver en ret i at der er ubehageligt at være. Og så kravler de op igen og går tilbage til deres eget liv.

Andre kravler ned i hullet og begynder at fortælle om hvor frygteligt det var for dem da de var nede i sådan et hul…og bekræfter ens værste frygt når de fortæller hvordan de stadig har mareridt om huller og iø aldrig har kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet og at livet stadig er en grå tåge uden nogen glimt af lys..og man pludseligt opdager at de faktisk bærer deres hul med sig hvor end de går, fordi den sympati det giver, giver dem en flygtig følelse af at være elskede og man ender med at få lidt ondt af dem og pludseligt se sit hul med lidt mildere øjne…

Nogen tager et lys med derned, og viser hvor stigen står, og opmuntrer en til at tage de første skridt, men overdriver og forsøger at tvinge en op af stigen før man er klar, og bliver vrede når man reagerer med modstand…man VIL åbenbart ikke have det bedre…og så kravler de fornærmede op igen…

Så er der dem der stiller sig ved kanten af hullet og bebrejder en at man faldt derned…ved man ikke huller er farlige? Man kunne vel have set sig bedre for!

Der findes også mennesker der smider sten ned i andres huller. Sjældent af ondskab. Oftest af manglende omtanke, egoisme og dumhed. De kan blive småfornærmede hvis man påpeger at det der ikke var særligt pænt gjort…man kan vel tage en spøg…

Og dem der undgår hullet…måske af frygt for at sige noget forkert…måske af misforstået hensyntagen…ofte af uvidenhed om hullers beskaffenhed…

Og så er der dem, der godt ved, at man har styr på at stigen er der og minder os stilfærdigt om det. De sætter sig på kanten og fortæller at de tror på en. At de godt ved man ikke kan overskue den stige lige nu, men at de bliver der på kanten indtil man er klar. Måske tager de kaffe med, og sænker ned i hullet, med en lommelygte og en æske chokolade og en kærlig hilsen. De lytter uden at holde en fast i negative tanker, og de står klar med et kram og en guldmedalje når man vover sig op af stigen.

Er du bange for mørke? Dit eget eller andres…

Leave a Reply