0

Så stopper du!

By 25/07/2015september 14th, 2015Ikke kategoriseret

Ej men hvor provokerende er det lige! Du skal ikke fortælle mig at jeg kan ”give slip på mine følelser”. Det kan man ikke! Det er mine. Og jeg har virkeligt gode grunde til at føle som jeg gør!!

Det ved jeg du har. Jeg ved også godt at vi mennesker har en ide om at vores følelser fortæller os sandheden om en given situation. Det er bare ikke rigtigt. Det dine følelser gør, er at fortælle dig hvordan din hjerne tolker en given situation, baseret på dine tidligere erfaringer.

Det er jo også det jeg siger. Jeg har gode grunde til at føle som jeg gør. Hvis du vidste hvad jeg har været igennem!! Jeg er i min gode ret til at have det elendigt!!

Naturligvis er du det. Jeg vil aldrig bestride din ret til at vælge at have det elendigt. Men det er dit valg at gøre fortiden til din nutid. Og fremtid. Hvis andre har behandlet dig dårligt engang, og du hele tiden holder fast i følelsen af hvor dårligt de behandlede dig, og fortæller historien om hvor dårligt de behandlede dig og hvorfor du har det så svært i dag fordi de engang behandlede dig dårligt, så er det dig der behandler dig dårligt. De er stoppet. Du bliver ved.

Det der kan du simpelthen ikke være bekendt at sige. Som om det er min skyld at jeg blev behandlet dårligt? De har fandme ikke fortjent at jeg tilgiver dem. Og du har ingen ret til at sige at jeg selv vælger at have det dårligt, du ved ikke hvad jeg har været udsat for!

Det var på ingen måde din skyld. Eller dit ansvar! Det jeg siger, er at det er dit valg, og dit ansvar, at du hele tiden genoplever fortiden og gør den til din sandhed. At du bruger den til at bekræfte dig selv i at dit liv er elendigt, og at det er nogen andres skyld, fordi de gjorde noget i en fortid som ikke længere findes. Tilgivelse er slet ikke en del af det. Hvad får dig til at tro, at hvis du nu har det elendigt resten af livet og giver dem ansvaret, så har du straffet dem? Kan du ikke se hvem det er du straffer? Hvis liv det er der bliver påvirket?

Måske. Jeg synes bare ikke det er fair.

Jeg synes bestemt heller ikke det er fair at du behandler så fantastisk et menneske som dig, så dårligt…

Haha! Det var ikke det jeg mente.

Det ved jeg godt. Jeg ved også godt at det kan føles virkeligt provokerende at skulle give slip på noget man har båret rundt på i mange år. Eller nogen som stadig fylder rigtigt meget. Jeg ved det godt. Det er bare ikke det værd, at slæbe rundt på. Hvis du skulle vælge mellem at holde fast i din ”ret til at have det elendigt fordi nogen har behandlet dig dårligt” eller bliver fri…helt fri…som om det skete for en anden…hvad ville du så vælge?

Hrm. Jeg ville vælge at blive fri. Mener du det? Mener du at man kan slippe følelser på den måde? Helt rigtigt?

Ja, det gør jeg. Helt rigtigt. Det er endda provokerende nemt, når først man beslutter sig for at gøre det.

Okay. Men jeg tilgiver altså ikke nogen!!

Det har du slet ikke brug for. Når du har sluppet de følelser du havde omkring det hele, så er der ingenting tilbage at tilgive. Du vil kunne huske tingene helt klart, men at tænke på dem og tale om dem, vil føles som om du fortæller et andet menneskes historie. Den aktiverer ikke længere følelserne, for de er væk.

Det lyder lidt sejt…hvis det virker. Jeg er stadig ikke sikker på at jeg helt tror på det.

Hehe, heldigvis er tro ikke en del af konceptet. Det virker hvis du bruger det. Også selvom du er skeptisk. Det eneste der kan forhindre det i at virke, er at du ikke bruger redskaberne.

Ja okay, det lyder ret logisk. Jammen så skidt da. Jeg gider faktisk ikke have det elendigt længere. Det hænger mig langt ud af halsen at have det sådan her, jeg er så træt af det. Jeg vil være glad! Have overskud! Kan du give mig det?

Jeg kan give dig redskaberne til at få det. Hvis jeg kunne svinge en tryllestav og fjerne alle folks problemer, så ville det være ret fedt, men det her er egentligt et ok alternativ. Skal vi komme i gang?

Ja. Hey, kan du få min svigermor til at gå væk?

Haha nej, men jeg kan hjælpe dig med at blive usårlig overfor negative mennesker. Duer det?

Det lyder godt!

Så lad os komme igang 🙂

Leave a Reply