Hvem er jeg?

I 2013 vender jeg tilbage fra barsel, til mit arbejde som teamleder på et plejecenter. Selvom jeg har aftalt at overtage ansvaret for en anden afdeling end den jeg startede, glæder jeg mig til at komme igang igen. Jeg havde kortvarigt overvejet om det nu er det rigtige, for jeg er godt klar over at jeg ikke er oppe på 100% endnu, men jeg trænger simpelthen sådan til at få andre kompetencer end bleskift og babymos i spil, så jeg tænker at det skal nok gå.

Set i bakspejlet,  var det ret naivt.

Jeg havde født 3 børn på 2 år, den ene en dødfødt søn i 28.uge. Det var ikke helt gennemtænkt at lade min krop afgøre hvornår den var klar igen, for jeg blev gravid med min datter 8 uger efter fødslen, hvilket betød at min sorgproces røg i baggrunden og fokus kom på at finde glæden over den nye graviditet og min datter da hun blev født. Ordet “efterfødselsreaktion” faldt mig først ind flere år efter.

I 2006 havde jeg en autoimmun reaktion som svækkede mine ledbånd, med det resultat at de overreagerede på de blødgørende hormoner under graviditeten. Under min første graviditet blev mit bækken ustabilt så jeg måtte gå med krykker, men det stabiliserede sig igen. Under min sidste graviditet fik jeg decideret bækkenløsning, måtte sidde i kørestol og kunne kun bevæge mig ganske lidt rundt i huset på krykker. Det skulle senere vise sig at mine ligamenter aldrig bliver stabile igen, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg vidste kun at jeg havde konstant ondt da jeg startede på arbejde igen, i overbelastede led og muskler på evigt overarbejde.

Oven i det, fik jeg et barn der mente at søvn var spild af tid. Det første år sov hun max 1 time ad gangen og brølede så huset ned (jeg overdriver ikke. Hun kunne mælk til at skille!), og hun accepterede naturligvis ikke sin fars hjælp om natten.

Med andre ord; Jeg starter på arbejde med en krop der havde konstante smerter, og i massivt søvnunderskud. Men jeg ser slet ikke faresignalerne, for jeg er glad for at være startet op igen, og der er virkeligt brug for mine kompetencer på arbejdspladsen. Den afdeling jeg overtager, har haft en leder der viser sig at have skabt voldsom splitting, både i medarbejdergruppen og mellem medarbejderne og centerlederen, og afdelingen er præget af konflikter, lav faglighed og dårlig trivsel. Der er nok at tage fat på, og jeg ignorerer alle de blinkende advarselslamper. Søvnproblemerne er jeg jo vant til. Manglende appetit kommer vel af trætheden. Det samme gør den dårlige hukommelse og koncentrationsproblemerne. Hjertebanken og indre uro…tjah, det går vel væk igen….

Det er først da jeg sidder og græder i bilen på vej på arbejde, fordi jeg føler jeg svigter alle de medarbejdere der har så meget brug for en ordentlig leder og græder i bilen på vej hjem, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mine børn, at jeg fatter alvoren.

Jeg har fået stress. Og med vanlig sans for grundighed, har jeg gjort det virkeligt godt!

Det går op for mig, at det er tid til at omprioritere!

Jeg tager en ærlig snak med min leder, som er enig med mig i, at det nødvendigt for mig at ændre mine prioriteter. Jeg bliver sygemeldt og accepterer en opsigelse og bliver herefter tilknyttet en tværfaglig smerteklinik. Her får jeg hjælp af  psykolog, smertelæge, og fysioterapeuter, jeg går til mindfulness og genoptræning og min krop begynder stille og roligt at komme ind i kampen igen.

Det hjalp en del. Men efterhånden blev jeg så inderligt træt af at alting handlede om mine begrænsninger og ikke mine muligheder. Jeg blev træt af at det var så diffust; “man skal tænke anderledes om sin situation.” Jotak, men hvordan?! Jeg manglede noget konkret. Noget;

“Sådan her gør du for at ændre den måde du tænker på.”

For en del af mig kørte på automatpilot. Jeg var ærligt talt virkeligt træt af at de negative tanker hele tiden sneg sig ind, for jeg er et meget begejstret menneske af natur, som ikke vil finde mig i at have det så dårligt, som det var lykkedes mig at få det!

Så jeg begravede mig i hjerneforskning. Lykkeforskning. Adfærdsforskning. Og jeg fandt svar – og de redskaber som jeg gerne vil dele med dig!

De redskaber jeg tilbyder, er de redskaber jeg selv brugte for at komme videre. Jeg lærte hvorfor vi handler som vi gør, og hvorfor vi nogen gange bliver på en kurs der virkeligt ikke tjener vores bedste! Jeg lærte hvad følelser er (og ikke er), hvordan man giver slip på dem, og hvordan man kommer fri af negative tanker og får gjort hovedrent i alt det rod man har gemt væk gennem årene.

Jeg lærte hvorfor nogen mennesker får succes, og andre aldrig gør.

Idag betragter jeg min oplevelse i 2013 som det vigtigste wake-up call i mit liv. Men man behøver ikke vente til verden ramler, for at gøre tingene anderledes. Du kan også få glæde af disse redskaber, uanset din egen bagage. Ændringer behøver ikke være dramatiske for at være vigtige for dig.

Du kan lære at:

  • Få succes med alt hvad du vælger at gøre.
  • Ændre dine tankemønstre fra automatisk negative til automatisk positive
  • Bruge dine livserfaringer positivt og gøre dem til styrker.
  • Træffe dine egne valg bevidst, ikke på automatpilot.
  • At træde i karakter, og blive et stærkt og selvstændige individ.
  • Slippe dine følelser, i stedet for at lade dig styre af dem.

Er du klar til at vove fodfæstet for en kort stund og slippe den tryghed der ligger i at være ”den man altid har været”?

Vil du også gerne lære at slippe automatpiloten, og skabe varige forandringer i dit liv?

Så ring til mig på tlf: 53 15 00 23 eller skriv mig en mail: kontakt@mettesoeby.dk og få en snak om hvordan du kommer videre.

Uddannelse

  • 2017: Kandidat i Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet Kbh.
  • 2015: Udvidet Sedona kursus London
  • 2014: Pædagogisk diplomuddannelse ”Psykologisk & social kapital – bæredygtig selvledelse, samarbejde og organisationspsykologi”,  i Gruppe- og organisationspsykologi (PD- niveau) v. Commitment Lab
  • 2014: Massør
  • 2013: Sedona Metoden
  • 2010: AU i kommunikation og formidling
  • 2008-09: Lederkurser, bl.a. i ”værdifuld dialog” og ”værdibaseret ledelse.”
  • Uddannet sygeplejerske i 2007

På det personlige plan er jeg født i 1975, gift med Lars og bosiddende i en lille landsby syd for Ringsted, med vores 2 børn.